In the danish weather

“Autumn is a second spring when every leaf is a flower.” 

Personligt er jeg stor fan af årstider. Så heldige vi er, at vi ikke behøves at leve med den samme årstid hele livet. Alle årstiderne er dejlige på hver deres måde, men der er noget specielt over efterår. At sidde og lytte til regnen, eller gå rundt med sweater hele dagen. Er der noget bedre? 

- Ja, tanken om at det bliver sommer igen, og det hele tiden skifter, så det er bare med at nyde årstiden. 

“And forget not that the earth delights to feel your bare feet and the winds long to play with your hair”

Vi har nok snart alle lagt mærke til hvor meget det blæser idag, 

"højeste vindstyrke, siden vinterstormen i 1999"

Siger de jo. Jeg har så valgt at udnytte vinden til nogen billeder i det barske vejr. 

Om det var helt klogt ved jeg nu ikke, haha.

// Maja

Verden kan altid blive et bedre sted

I USA i sidste århundrede, var der mange uroligheder mellem 

de hvide og sorte. De hvide undertrykkede de sorte på det højeste og 

behandlede dem som skidt. I mange år var de sorte,

nød til at finde sig i det, indtil der voksede forskellige modstandsbevægelser op.

Folk var bange.

De sorte døde. Og det var lovligt. 

Men de kæmpede, mange var bange for at stå imod,

men vi må aldrig glemme dem som kæmpede,

for at verden skulle være et bedre sted

for alle. 

De tog en hel generation, et helt århundrede, og en masse døde for at andre kunne overleve med tryghed. Mange sorte brugte hele deres liv, på at demonstrere, være i fængsel, blive spyttet på, og slået. Ignoreret, kritiseret, råbt ad, være slave, sulte, leve et umenneskeligt liv. De troede på at verden kunne blive et bedre sted, og de havde ret. De ofrede sig. Verden er ikke et paradis for alle nu. Men de sorte gav os troen på at verden altid kan blive et bedre sted. Husk at tænk ud over din egen lille osteklokke, se verden og dens frygteligheder i øjnene, og tro på at verden altid kan blive et bedre sted, og kæmp for den. 

Kæmp for at du efterlader dine børn og børnebørn i en verden, som er endnu bedre, end da du selv voksede op. 

Verden kan altid blive et bedre sted,

Hvis du rykker dit synspunkt fra kun at handle om dig og dig, 

til dig og verden og alle som lever i den. 

Peace out til filmen "The Butler" som gav mig lyst til at skrive dette

Når de seje vil være endnu sejere

Når de seje skal blive endnu sejere, hvorfor?

Likes’ene ruller ind, flere og flere. Du sidder tilbage i din seng, med verdens største smil. Ja, det er rigtig nok anden gang i dag, du tagger dig på dit eget billede, men hva’ så? Du får vildt mange likes. Uden likes, intet liv. I hvert fald intet rigtigt liv. Du læner dig længere tilbage i sofaen, og svarer på dine beskeder, ja du mødte ham i skolen i dag, men der snakker i jo ikke sammen. Men i skriver. Det er vel næsten også det samme. Eller er det? Du har kun 15 min, og kigger på alle beskederne. Du svarer kun de mest populære, så kan det jo være at de skriver noget godt om dig på formspring mens du træner. Du træner måske ikke så meget for din egen skyld, men når du kommer derop, kan du jo tage et billede imens, og ligge på instagram. Så ville drengene kommentere din krop, og måske skrive lidt flere beskeder til dig. Du svarer de tre populæreste, ikke de tre bedste venner, men det er vel lige meget, det er dem andre synes er seje, så derfor gør du også.

Er livet som populær bedre end livet uden? Og hvorfor stræber vi alle så meget efter det?

Hvorfor er det dejligt at få opmærksomhed? Vi kan alle godt lide komplimenter, men dem kan vi også få fra vores tætteste venner. Hvorfor er det bedst når en ”populær” giver én et kompliment?  Og er det bedst at være populær på nettet eller in real life?

Måske kan du godt se dig selv som hovedpersonen ovenover, måske ikke. Men er det ikke vigtigt vi alle tænker over, hvorfor vi gør som vi gør? For jeg har konkluderet, at de populære ofte ikke er de gladeste. Og er det ikke vigtigst? At være glad for sit liv? 

¨- skud ud til de drenge som ikke kan finde ud af hvad de vil, og bruger piger som et stykke legetøj

Slut med triste ord ingen forstår

Den sidste måneds tid har været en tid, hvor jeg har skrevet om ting kun mig og måske få personer forstår.
Nu kommer en rigtig tekst, uden sammenhæng til mit personlige følelsesliv. Nyd det! ha

Flygtet fra forfølgelse

Han var ikke en af de romantiske mænd, som man ser på film. Han kom ikke med hemmelige romantiske breve, eller røde roser. Han duftede ikke godt, eller havde et sødt smil. Baggrundssangen var ikke en smuk klassisk sang, eller en anden akustisk sang, spillet af en flot mand med guitar.  Han var ikke en genert romantisk fyr, slet ikke. Det var slet ikke sådan en slags hemmelig beundrer, jeg havde mig. 

Han var en af den slags, man helst vil af med. Ligesom en tæge, eller en fodvorte. En man ikke lige fortæller sine venner om, i første samtale. Det var kun mig som kendte ham. Jeg kendte ikke hans navn, men jeg kendte alt andet om ham. Han var stor og stærk, og stank af sved, mug og alkohol. Han var altid iført store hættetrøjer, gerne grå, jeg tror det var hans yndlingsfarve. Han havde et stort hoved, alt for stor til den tætte sorte hue, han altid gik med. Han var overalt.

I byen, omkring mit hus, skolen, mine veninder, men ikke mindst også i drømmende og tankerne. Hvor jeg var, var han også. Hver eneste dag levede jeg i mit eget mareridt, og jeg var altid angst for at være alene. Når jeg var alene, var jeg mest sårbar. Det havde jeg fundet ud af.

En dag, helt præcist en tirsdag aften, havde jeg lovet min mor at købe ind til varm kakao. Min mor har altid lært mig, at jeg aldrig skal se mig tilbage, i livet eller noget andet. Det gjorde jeg heller ikke den dag, det var koldt og det regnede, men min mor var syg, så selvfølgelig skyndte jeg mig af sted.  Da jeg kom ud til cyklen, med favnen fyldt af kakao, stod han der. Han sad faktisk. På en cykel, min cykel. Mit hjerte bankede hurtigere end aldrig før, og jeg lagde stille varerne i kurven og sagde med den mindste stemme: ”Er du sød at flytte dig?”

Han grinede højt. Selvfølgelig ville han ikke det. Jeg løb hjem den aften. Hurtigt, og uden kakao. Efter den aften, var jeg aldrig fri. Altid under opsyn.  Den sidste aften jeg så ham, var den værste. Det er kun få dage siden, og alt hvad der skete, står klart som stjernerne på den mørkeste himmel, i min hukommelse. Hans sorte hue, og det uhyggelige grin, med de grimme tænder. Jeg husker hans ånde, tung, dyb, og fyldt af væmmelse, som en madpakke der har ligget flere måneder i tasken. Skrigene, de stærke hænder, og for evigt og altid; minderne.

Jeg plejer ikke at tage impulsive beslutninger. Alligevel gik der ikke lang tid, før jeg sad på det første fly mod Mexico. 16 år og rejser allerede alene, og endda så langt. Hvad vil mor dog ikke tænke?

Næste dag vågnede jeg ikke op med angst, for at han stod ved siden af, som jeg plejer. Jeg vågnede ved det rolige hav, med bølger som suser kraftige, ind og ud på stranden. Ikke mindst også stemmerne, stemmerne på de glade turister, som i årevis har ventet og sparet sammen til deres rejse i Mexico. Glæde. 

I dag skulle være min sidste dag, men da jeg vågnede fik jeg en anden følelse indeni. Pillerne lå klar på bordet, sammen med mit afskedsbrev, men da jeg vågnede, skænkede jeg ingen af delene en tanke. Jeg tog tøj på, og travede af sted mod bølgerne og der rolige hav. Forbi de mange hoteller med blå pools, og glade turister. Glade. Glæde. Jeg vendte mig ikke om, for at se om han var bag mig. Det er jeg stoppet med nu, for nu er jeg endelig tryg. Min mor har altid lært mig, at jeg aldrig skal se tilbage. 

Hvad vil i helst læse fra mig? Små tekster? Digte? Tekster om mine følelser og tanker i øjeblikket?

Kontakt mig gerne, vil vildt gerne høre det!

unavngivet

Sæt sangen på:

til dig og jer

Fint, læs nu videre.

Jeg ønsker dig (Tove Ditlevsen)

Jeg ønsker dig alt de onde

du slev lod mit hjerte lide.

Mit sårede hjerte som aldrig

mere skal slå ved din side.

Jeg ønsker dig alt det gode,

mit elskende hjerte ved.

For ingen gav mig så sjælden

så sælsom en kærlighed.

digt

Følelser mixes
midt i det forbudte kysdine læber
bliver magisk øjeblik
jeg
fumler efter fremtiduden svar i nutidfanget af datid
måske for Altid

Det er slut. Helt slut

slut

               slut

Ord

(et lille digt, skrevet af.. Sjovt nok mig)

ORD

Kæmpe rund rundkørsel,

En racerbane eller en orm bidende i egen hale.

Skift

Med en lang ryg, korte bue og streg.

Svært for mindreårige at formulere på papir,

Og med forbogstav som en ræv.

Skift

Et halvt æg, eller deform cirkel med 2 skarpe sving.

På papiret står der ord.

Farvel, skrevet på 20 minutters søvn.

De sidste par dage har været fyldt med flere tanker og følelser end normalt.
En masse dejlige italienere har fået stor plads i ens hjerte, selvom et "farvel" lå lige om hjørnet.

Nogle andre mennesker omkring én har skiftet plads.
En der normalt var fremmed, blev din første tanke. En der før fyldte dit hjerte med kærlighed, blev nu tryghed og venlighed. En anden som også var gemt i landskabet af bekendtskaber, kom frem og fik en plads, dit hjerte endnu ikke har prøvet at indeholde. Drenge. Følelser. Ja følelser.
Du kan ikke styre dem, og i en uge hvor du er væk fra alle normale vaner, skifter følelserne til folk hurtigt plads. Rykker rundt som skakbrikker på en skakbræt. Skakmat, hvad kan du gøre? Følelserne har overtaget dig, uden du har mulighed for at overtage dem.

Farvel, farvel, farvel.
Farvel, til alle normerne. Alt det som plejer at være. Rykker rundt, skakbrikker. Folk, følelser, og tid. Nutiden. Forvirrede prøver de at finde plads på skakbrættet, hvem skal dø og forsvinde? Hvem skal have størst betydning?

Du vælger sweety. Du vælger altid selv.

Men hvad hvis man helst vil undgå at vælge selv?
Vælg for mig, styr skakbrættet.

Jeg kigger på.

(denne forvirrede tekst er skrevet på baggrund af en 12-timers rejse og kun 20 minutters søvn, i nat.)

Farvel.