onsdag den 28. august 2013

F O R E V E R



For evigt. Altid. Vil altid være der for dig. Du kan altid ringe. Sammen for evigt. Du vil altid være den bedste. Jeg gør det imorgen. Er sikker på at vi bliver venner igen. Rolig nu, før eller siden kommer han i tanke om mig igen. Jeg vil aldrig være sammen med nogen anden. Lige meget hvad er jeg altid din mor. Du er stadig ung, bare rolig. Om et par måneder skal jeg nok satse på skolen. Kun lige startet på Nutella glasset, der er masser endnu. Lige købt ny computer, den kan bruges hele livet. Jeg skal nok passe på den for evigt. Jeg vil aldrig glemme dig. 



Hvorfor er det at vi ikke tør indse at intet varer forevigt? Intet! Hverken glasset med nutella, eller dig og din kærestes forhold. Tanken om at miste er frygtelig, men helt ærligt; Der findes intet, "For altid."
Du ved det godt? Eller måske gør du ikke? Alt omkring dig er væk lige om lidt. Nu er du ung, men imorgen, om lidt, nogle timer, år. Det er bare tid. Snart er du også væk. Tænker du over hvad du vil bruge dit liv på? Hvem du vil være i en verden så crazy, som den her? Hvis ikke, kommer du måske til det nu.

eksempel
Du har en kæreste. Hun er sød, alt er dejligt. Hendes kys, personlighed. Det hele. I har det godt sammen, og egentlig kunne du ikke forestille dig at tilbringe livet med en bedre person, end hende. Dagene, månederne, år går. I har det godt. Du hører din ven, tale om alle dem han kysser. Han prøver det og det, og siger til dig "Du er kun ung en gang, skal du ikke til at prøve nogle ting?"
Hvad vil DU gøre? Vælge i livet?
At have et godt liv, med en du elsker. Men accepterer at du ikke har prøvet særlig meget i livet. 
Eller, Slår op. Prøver en masse, kysser, har et crazy liv, og prøver alt det af, som livet kan. 
Vælg
nu


Svært ikke? 
Måske ved du hvad du vil svare, men jeg ved ikke. Er det meningen vi skal prøve en masse ting af, vi lever kun en gang. Eller er det meningen at vi skal finde vores lille plet, i det store univers, og lade nogle andre prøve de ting? 

just think.


------------------------

(det ville være mega awesome, hvis nogle af jer ville skrive hvad i synes om mine tekster, bare skriv på facebook, eller noget.)

lørdag den 17. august 2013

0,1, tusind følelser

At savne er kedeligt. Det er kedeligt at bruge sit liv på at sidde og tænke på en anden person, græde, høre triste sange, og tænke på alt der minder dig om jer. Det er okay at savne, hvis man har mistet. 
Men hvad hvis man ikke har? Hvad hvis man tror og regner med at det man savner får man igen? 
Så er det bare endnu kedeligere at savne. 

Jeg er faktisk ret gal. Gal og vred. En følelse der bare sidder inderst inde, uden at man går og er sur hele tiden. Vred, fordi man selv har valgt det. Vred, fordi man savner, men prøver at lade som om man ikke gør. Vred, fordi at man ikke sidder og græder og er trist. Vred fordi at live går videre dag for dag, og fordi man egentlig har tusind andre ting man også kan lave. Gal, fordi man hverken gider gennemføre eller ikke. Gal, fordi man ingenting hører fra den anden. Ja, hvordan har du det. Er du glad? Trist? Savner du? 
Ingenting. Okay. 

Hør her. Dagene går. Jeg kan leve uden. Jeg er ikke trist. Jeg græder ikke. Men jeg er ikke lykkelig. 
Jeg sidder og skriver forvirrede ord ned, på et dokument som før var helt tomt. Hvad skulle det fyldes med? 
Nu er det fyldt med alle de her, ligegyldige ord. Jeg er ikke tilfreds. 

Jeg kan dine små nedskrevne ord i hovedet. Hver og et. Dette her indlæg er fuldstændig ligegyldigt, og jeg forstår hvis du nu sidder tilbage med en skuffet følelse. Hvorfor brugte jeg 2 min på at læse det her. Øv. Jeg brugte 15 på at skrive det. Det er også øv. Øv øv. Vi ses. 

lad os bare feste hele lortet væk


lørdag den 10. august 2013

Du vælger selv

(En novelle skrevet og produceret på Talentweek 2013 i Hjørring)

Du vælger selv
Pokkers! Ikke nu igen.
For tiden laver jeg ikke andet end at ringe til min onkel med den mest bedende stemme, for at få ham til at hjælpe med at reparere vaskemaskinen. Hver gang jeg starter en vask, og den har kørt en halv times tid, stopper den pludselig, og er ikke til at starte igen. Jeg har slet ikke tid til problemer, og da slet ikke med vaskemaskinen.
Jeg samler det våde tøj ud af vaskemaskinen, og må vaske det i hånden. Igen.
Da jeg er færdig, og mine fingre er fuldstændig rynkede, sætter jeg mig i den dejlige sofastol. Blødt, koldt læder omfavner min krop, og hver eneste muskel i min krop slapper af. Aftensmaden laver ikke sig selv, det ved jeg godt, men eftersom jeg kun skal lave mad til mig selv, er et øjeblik som dette højst nødvendigt. Især i sådan en stresset hverdag som min. Jeg vasker tøj, laver mad, vasker hår, børster tænder, støvsuger, stryger, koger, skræller, pudser, kører, skriver, fejer, hver dag. Og når jeg har nået hele listen i gennem, går jeg i seng og gør det hele igen. Men sådan er det, sådan gør alle. Jeg har ikke engang et kæmpe hus der skal gøres rent, eller børn og mand der skal passes. Jeg har bare mig selv, og min lille 1-værelses lejlighed i centrum af København. Jeg har mit job som sygeplejerske der skal passes, og mit yoga jeg går til hver torsdag. Men det er også det hele.  Jeg tager min bog frem. Ikke nogen spændende Krimi, eller romantisk kærlighedshistorie. Kun en sølle sygeplejerske bog, uden noget klimaks eller ”Point of no return”.
Jeg kommer i tanke om at jeg efterhånden har siddet her længe, og rejser mig igen. Pligterne venter, og jeg går nu lystigt i gang med kogningen af et par kartofler, og opvarmningen af lidt rester fra maden i går.

”Hun nynnede engang,
En lystig sang,
Om at blive ældre og selvstændigt vælge,
Hun blev fanget i samfundets fælde.
En hjernevask,
Hun var ikke rask.
Se klart!
Vær’ smart!
Du vælger selv.”

Jeg vågner ved lyden af.. Ja hvad tror du?
Et vækkeur, ligesom alle andre normale mennesker. Klokken er 10, det er torsdag. Min fridag, min yogadag. Der plejer jeg normalt, at rengøre huset, og lave mig et lækkert aftenmåltid, og som regel også læse lidt i de ”spændende” sygeplejerskebøger.  

Jeg pakker min taske, liggeunderlag, håndklæde, drikkedunk. Det hele ligger klart i tasken. Jeg starter min lille Fiat 500, og kører mod yogahuset. Da jeg starter bilen, begynder det straks at regne. Store fede regndråber, plasker ned mod ruden, som om de var kommet for at angribe mig.


Jeg falder i staver over regnen, og forestiller mig det var penge der plaskede ned mod min rude, at jeg kunne stoppe bilen, løbe ud og bade mig i den voldsomme pengeregn. Penge kunne være fedt, men også smykker. De flotteste smykker som bare ville dale ned mod mig.
Whiiiuww! Dyyyyt! En bil suser omkring mig, da jeg er lige ved at køre ned i grøftekanten! Fuck!
Tilbage til virkeligheden Mathilde!
Jeg drejer ind i den smalle parkeringsbås, omringet af et svagt omrids af hvid maling. Den kunne godt trænge til en opfriskning.
Jeg går op af den snoede trappe, og trækker i dørhåndtaget. Den giver sig ikke. Ligger alle mine kræfter i. Låst. Døren er låst. Døren plejer aldrig, at være låst.  Jeg ringer til Yogalæreren Mette, ”Velkommen til Yogaskolen København. Vi har lukket i uge 23-24, pga. af sygemelding. Du er velkommen til at indtale en besked efter tonen.” Hvorfor har hun ikke meddelt det? Jeg sætter mig på trappetrinnet.
En ung mand kommer op af trappetrinnet, jeg rykker mig så han kan komme forbi, og kommer i tanke om planterne jeg har glemt at vande. Han rykker i dørhåndtaget, men skænker ham ikke en videre tanke.

”Hvorfor er døren låst?” siger han, og smiler oprigtigt til mig. Jeg skæver over til ham, ”Noget sygdom eller noget.”
”Så I skal ikke have frugt i dag?” siger han, og prøver at fange min forstyrrede opmærksomhed. Hans hud er mørk og flot, hans øjne mørke og dybe, som sirup, men mine tanker kører på planterne og ikke hans øjne. ”Nej.”
”Jeg levere ellers frugt hertil,” siger han og viser den flettede kurv, han bærer på den ene arm. Han sætter kurven, og sætter sig ved siden af mig. ”Vil du have et stykke?” Han nikker over mod kurven. ”Nej tak, men dine pærer er fantastiske.” Hans pærer er virkelig fantastiske, men jeg må videre og hjem igen. Til planterne. De mangler vand.
Han snakker hurtigt videre, da han kan se jeg rejser mig, ”Vil du se hvordan jeg laver dem? Pærerne altså? Kom ned på Virregade i aften kl. 19, så viser jeg dig vej.”
Jeg tager tasken, og smutter ned af trappen. Inden planterne dør helt.

På vej hjem svirper han kort forbi mine tanker, selvfølgelig ville jeg gerne se hvordan man lavede de lækre pærer, men det passer ikke ind i min plan. Især ikke klokken 19, som er der jeg gerne skulle sidde og spise.

Gaden er oplyst af gadelygter, selvom solen endnu ikke er gået ned. De små restauranter serverer mad på store fade, med pomfritter, ovnbagte, friturestegte, hjemmelavede. Skåle med bearnaise sovs og lækre bøffer.

”Hey. Du kom.”
En varm ånde puster mig i nakken. Hans hånd er på min skulder. ”Jeg elsker dine pærer.”
Hvorfor jeg er kommet har jeg ingen normal forklaring på, men det må være pærernes skyld. Hvis han giver mig nogle med hjem, kunne jeg evt. lave en pæretærte en af dagene.
”Jeg elsker dine krøller,” svarer han tilbage og sender mig en sødt smil. Komplimenter er ikke dem jeg får flest af, så den røde farve svulmer op i mine kinder.



 Jeg har altid været glad for mine lange sorte krøller.
Han peger ned af gaden og jeg følger efter. ”Hvad hedder du egentlig? ”Hvorfor han vil vide mit navn, ved jeg faktisk ikke, men svarer dog alligevel bare af ren nysgerrighed, ”Mathilde, dig?”
”Jeg hedder Felix, Felix Gordon.” Han vifter håret væk fra øjnene, og fortsætter ned af gaden.
Forbi gader, halvt oplyste, halvt mørke gader, forbi lejligheder, parker, ind af en stille vej, og ud på et område fyldt med natur. Træer, små marker, planter, små ”skurhus” agtige huse. Han stopper. Vender sig rundt mod mig. Jeg trækker vejret ind, luft. Frisk luft. Han starter stille med at gå igen.
Han starter med at gå igen, og stopper ved det jeg vil formode er pæretræer. Jeg har aldrig set dem selv, kun i butikkerne. Men der sidder de jo ikke på træer.
”Vil du smage? Du tager bare en.” Jeg er mættet af alt den nye natur, og kan ikke koncentrere mig om pæreren. ”Hvor bor du?” Jeg plejer ikke at være nysgerrig omkring folk, kun mig selv og min egen hverdag. Men han er anderledes. Eller måske ikke. Han sætter sig til at gå igen og går over imod en lille skurvogn. Da han åbner døren, smider han ikke skoene ved indgangen, han beholder dem på. Da jeg kommer ind ser jeg ikke en vagabonds bolig. Jeg ser en menneskebolig. Med en flot, stor, blød seng. I sengen ligger ca. 30 forskellige farvede puder. Et minikøkken, og minibord. Men ikke i campingstil eller lignende. Flot kvalitet. Flottere og bedre, end min egen bolig derhjemme. ”Her er mit hjem.” Han ligger sig i sengen, og smider dog skoene ved sengekanten.
”Jeg burde .. Tage hjem.” Jeg kommer i tanke om, hvad jeg dog laver i et fremmed menneskes hjem. ”Hvorfor?”
”Jeg skal.. Vaske op og sådan. Vaske tøj.” Han kigger undrende på mig, ”Skal du da ikke det?” spørger jeg. ”Ikke nu, måske senere. Måske ikke. Det bekymrer mig ikke.”
”Hvorfor bor du sådan her? ”Spørger jeg igen, selvom jeg egentlig var på vej hjem.
”Hvorfor ikke? Jeg har det fantastisk herude. Fri.” Jeg smutter ud af døren. Jeg burde slet ikke have været taget herud.
Hun spærrede øjnene op,
Nervøsitet i hende krop.
Ingen rammer, intet fængsel,
Han var fri.
Hun så, men turde ikke sig’,
Det var et nyt liv,
Et andet slags.
”Du vælger selv,”
Ville han have sagt.


Jeg gik tidligt i seng den dag. Sov, men drømte. Om pærer. Træer, med pærer. Om manden. Felix.
Næste dag går på rutine. Står op, børster tænder. Laver morgenmad, kaffe. Kører på arbejde. Jeg ordner papirer. Kedeligt. Det har jeg aldrig tænkt over. At det er kedeligt at ordne papirer. At arbejde. At vaske op. Tænk at få penge for at dyrke pærer. Pærer, æbler, blommer.



Kl. 15.14, står jeg på området fyldt med natur. Det ved jeg, for jeg kigger på min telefon. 5 opkald fra arbejdet. Jeg stak af. Stak af fra papir. Krusedulle fyldte papirer, med tal og bogstaver. Hvorfor ved jeg stadig ikke. Men det er som om jeg først ser klart nu. Ser klart hvad livet er. Eller hvad det ikke er. Livet er hvad man vælger, man kan vælge at vaske op. Og man kan vælge at plukke pærer.
”Hej,” jeg banker på døren, og stikker hoved ind. Men Felix er ikke at se nogen steder.
Jeg går lidt rundt omkring, måske er han slet ikke hjemme. Bag ”huset”, er der blomster. Det så jeg ikke i går, men overalt er der blomster. Gigantiske blomsterblade, breder sig ud over det store naturareal. I alle farver. Jeg har aldrig tænkt over at der findes så mange blomster.
”Kigger du på blomster?” Jeg får et gigantisk chok, da han pludselig står bag mig. ”Jaa.. Jeg tænkte bare, din have er flot. Og dit hus.”
”Tak, jeg arbejder lige på at plukke blommer. Vil du hjælpe?” Selvfølgelig vil jeg det. Et par hundrede meter længere væk, blomstrer tusindvis af andre træer op. Frugttræer, selvfølgelig. Vi plukker blommer, i flere timer. Holder nogen pauser, og snakker. Om hvor gamle vi er og sådan noget. Han er 20, ligesom mig. Men han spørger ikke hvorfor jeg kom tilbage. Og hvorfor jeg overhovedet gik i går. Da mørket nærmere sig med tunge skridt, lister vi ind i hans hus, der er trygt og varmt. Vi spiller kort, og hører musik.
Han tager min hånd og siger, ”Du er smuk. Ligesom dine krøller.” Han aer mig på håret, og jeg læner mig op af hans flotte brystkasse. ”Livet er mere end opvask,” siger jeg. Og han griner. Vi griner begge to, og det er flere måneder siden, jeg sidst har grint så meget. Jeg har heller ikke haft nogen at grine med. Dele glæder med. Han tager min hånd, og kysser mig. På munden.
”Jeg må hellere til at hjem,” siger jeg efter det fantastiske kys.
Han peger over mod sengen, ”Her er plads til to i min seng. Hvis du altså har lyst.”
Ingen bestemmer hvor jeg skal sove.


”Hun endte med at forstå,
At alle i verden kan formå,
At vælge selv.
Tænk ud af en anden vej,
Livet er på vej,
Det kommer efter dig.”




Med en uge på Talentcamp starter jeg "året"

Efter en uge på Talentcamp, er jeg klar på at starte på såkaldte 9.klasse.
Talentcampugen i Hjørring var en fed uge! En uge med læring, skrivning, og ikke mindst bekendtskab af SÅ mange nye mennesker. En uge hvor jeg også har fået meget bedre forhold til nogle af de mennesker jeg ser hver dag, men alligevel ikke rigtig har fået snakket med. Tak til jer, for at gøre den uge færdig.
Det har også især været en uge med drama, et pludseligt indblik i et andet menneskes liv, og at være fuldkommen "yolo" selvom man er på camp med 85 utrolig nørdede mennesker. Men ikke mindst også mega nice mennesker! Nørder er for vilde!
Nu er jeg klar til at tage godt fat på det nye år, skrive mere, og udvikle mig mere i alle fag!
På Talentcampen, var der et såkaldt 24-timers projekt, hvor vi skulle arbejde på et projekt i 24 timer og bagefter fremlægge/aflevere. På dansklinjen skulle vi enten skrive et digt, eller en novelle. Denne opgave var ufattelig nem at producere på 24 timer, i forhold til de andre linjer. Nogle valgte at skrive en novelle på 15 sider, og rent faktisk bruge 24 timer, på både at brainstorme, skrive og rette. Jeg valgte at skrive en eksistentialistisk novelle, indblandet med 3 digte. Udfordringer! Ja, tak! Jeg vandt også konkurrencen og kommer hjem med en flot pokal.
Også mange gange tillykke til Silas og Andreas som vandt fra Science, jeres var også sygt godt.

Jeg vedlægger min vindernovelle i næste indlæg som du finder, lige ved siden af dette indlæg. Novellen hedder "Du vælger selv". Læs den hvis du har lyst.

Her først et par billeder fra ugen:




// Maja



lørdag den 3. august 2013

Ebeltoft - og så videre på talentcamp

En uges tid har jeg været i Ebeltoft med familien. Noget man efterhånden skal lære, at være sammen med de samme mennesker, i så lang tid af gangen. Man tænker ikke over i hverdagen, hvor meget det betyder at man kan gå ind bag en lukket dør, være sig selv, uden at blive forstyrret af mennesker, som har lige så meget ret til at være der, som dig selv. Ugen i Ebeltoft, har også medført et utroligt savn, hvordan kan man overhovedet nå at savne en person så meget, på bare en uge? Det at savne en person er så forfærdenligt kedeligt. Man går og tænker på personen hele tiden, ens humør bliver også påvirket, og man kan ikke koncentrere sig om at lave noget andet. Waste of time. Spild af tid. Min mening.

Nu smutter jeg endnu en uge af sted på talentcamp, og forhåbentligt bliver klar til 9.klasse. Jeg håber på at møde både kendte og ukendte ansigter, lære noget fagligt, og egentlig bare.. Have det sjovt.
(hvis du vil vide mere omkring hvad Talentcamp går ud på, så skriv gerne til mig personligt.)

Lidt billeder fra Ebeltoft-ugen.




 Nyd sommeren - den er ikke forbi endnu.


små tænksomme ord inden du forsvinder:

“What good is the warmth of summer, without the cold of winter to give it sweetness.” 

"Because it’s summer and the memories are just waiting to happen."

"A life without love is like a year without summer."