"Hey Kamilla" min stemme er optimistisk da jeg taler i telefonen.
"Hey søde." Kamilla's stemme ville jeg mildest talt sige, var knap så optimistisk.
"Skal vi mødes over på Grønhøjen om en halv times tid?"
"Jeg ved det ikke.. Jeg har ikke så meget lyst." Jeg kan tydeligt høre hun har grædt.
"Nej, men vi mødes bare alligevel, vi ses om en halv time"
"Hm" Kamilla ligger på.
Jeg gør mig klar til at pakke, men kommer i tanke om at jeg intet har at pakke. Jeg skal intet have med. Kun mig selv, mine tanker, ideer, & følelser.
En halv time efter, står jeg klar i døren med mit tykkeske halstørklæde om halsen.
Udenfor er vinden stilnet helt af. Der er helt stille, man kan høre en enkel fugl sidde og pippe på naboens tag, ellers forstyrrer ingen lyd mine ører.
Da jeg er på vej op af Grønhøjen, kan jeg ikke skimte Kamilla nogen steder. Selvom man på toppen af Grønhøjen kan se langt væk, er hun ikke til at se. Jeg sætter mig på toppen af bakken, og lukker øjnene i. Det må være mindst 15 grader, for solen skinner, og der er ingen vind. Inden længe, suser jeg ind i drømmeland.
Da jeg vågner igen ved at noget sætter sig ved siden af mig, aner jeg ikke hvor længe jeg har sovet. Kamilla kigger ud i luften. Hun ser træt ud, men jeg er glad for at hun kom.
"Jeg tror vidst jeg faldt i søvn." Jeg sætter mig op ved siden af hende.
"Det er okay, jeg var også lidt forsinket." Kamilla, har det godt her, det kan jeg allerede mærke.
"Det er bare, det her sted, det er altså noget helt specielt."
"Jeg kan godt mærke det, men hvorfor er det sådan?" Kamilla lukker øjnene, og drejer ansigtet op mod solen.
"Det er energien, friheden, & naturen. Det får alt det gode frem." Jeg gør det samme som Kamilla.
"Jeg har aldrig prøvet noget lignende før, det er som om solen liver mig helt op, lader mig op, som var jeg en Iphone i sit opladerstik." Kamilla's stemme er helt rolig.
"Det er meningen med solen. Selvfølgelig er det også meningen den skal gøre en masse andre ting, alt det vi lærer om i skolen, men da gud lavede solen, var det her helt klart også meningen. Den skal live os op, når vi er nede, få os til at tænke på alt det gode, gøre os glade & ikke mindst lykkelige."
"Inderst inde er vi alle lykkelige," siger Kamilla. Jeg bliver helt overrasket. At hun siger det, betyder at hun ved, at hun inderst inde er lykkelig. Og det, ja når man har mistet som hun har, er det virkelig stort, og jeg kan ikke lade være med at smile.
"Du har ret. Hvad gør dig lykkelig lige nu?"
Kamilla sidder lidt og tænker, men svarer så: "Det gør mig lykkelig at jeg er et menneske, som kan tænke og føle. Det gør mig lykkelig, at jeg har hus, varme, mad, venner, & familie. Det gør mig lykkelig at jeg er smuk, at jeg har hele livet, fuld af muligheder foran mig. Jeg er heldig, det er vi alle."
Jeg kigger Kamilla dybt i øjnene, og giver hende det største knus, trykker hende helt ind til mig, og kan mærke lykken suse rundt i min krop.
Kamilla kigger op på mig igen, og siger: "Tak fordi du viste mig dette sted. Det her sted har gud lavet, og du har fundet frem til det rette hensigt med stedet."
Jeg svare hurtigt: "Du må gerne låne det! Være her så tit du vil."
"Nej tak, jeg må ud og finde mit eget sted. For hvis jeg ikke tager fejl, er verden propfyldt med steder, hvor solen trænger igennem." Kamilla rejser sig og går. Jeg iagttager hende i lidt tid, men da hun forsvinde om bag træerne, lukker jeg øjnene, og drejer ansigtet op mod solen igen.
Go and find YOUR place
In life live angels.
