Hvorfor det hele går den forkerte vej?

Engang var Facebook et sted, hvor man lagde billeder ud for at vise hvad man lavede. Et sted hvor man lavede status'er om sit liv, og hvad man gik og lavede.
Nu er Facebook et sted, hvor folk kun skifter profilbillede, og gør alt hvad der er muligt for at få likes på det.

Engang var Instagram et sted, hvor man lagde billede ud af hvad men spiste, hvad man lavede, osv.
Nu er Instagram et sted, hvor folk kunne ligger billede ind af sig selv. Folk tagger #Tagsforlikes, for at få mange likes, fordi det ligesom er sjovt at se hvor man likes man kan få.

Men på en måde forstår jeg ikke det fede. For når du tagger de der ting, er dem som liker, jo rimelig ligeglad med dit billede, de er fuldstændig ligeglad hvordan dit billede ser ud. Og så er det jo ikke fedt at få likes?
Meningen med likes, er jo at man kan lide billedet, og derfor viser det ved at trykke "Like".

Synes det er så pinligt, at være født i den tid, hvor folk er sådan. Jeg synes virkelig det er kikset, når man tagger de der ting for at få likes.
Meningen med tags er jo at man kan søge på fx. "fall" og finde efterårsbilleder. Men hvis man tagger alt muligt der slet ikke har noget med billedet at gøre, begynder det hele med tags jo at forsvinde.

-Ikke at sige at jeg ikke selv er med til det, for det har jeg selv været, og det er derfor der berører mig sådan. Meningen med at jeg skriver de her ting, er ikke for at såre nogen, men for at få folk til at tænke over tingene.
//Maja

Nyd Livet. Uden at tænke på hvor mange likes du får på instagram, eller facebook.
For nogle er det svært I know. 

Verdens mest mærkeligste ting, følelser.

Verdens mest mærkeligste ting, følelser.
Følelser for dit crush, følelser for dine venner, dine haters, følelser over det hele i en stor klump.
Sådan er mit hoved i hvert fald. Forvirret. Forvirret af følelser.

Følelser er jo andet en forelskelse. Man har følelser for alle. Alle man kender. Eller det er faktisk løgn. Jeg har det også nogengange sådan, at jeg ikke føler noget for folk. Det er som regel ikke en god ting, fra min side af.
Men det værste er når ens følelser skifter, hele tiden. Især når det skifter for folk, der virkelig, virkelig er søde mod en. Jeg har flere eksempler på folk lige for tiden, personerne ved det godt selv, hvem ved måske læser de dette nu?
Det er træls for man kan jo ikke rigtig gøre for de skifter, og det er ikke rart for folk det går ud over. Men jeg håber da bare det er en fase, hihi.
Nånå nok om mig og mine følelser.

DET ER FREDAG!

//Maja

Pigen

En lille historie, skrevet af min beskrivende hjerne. Og nej, historien er ikke om en kræftramt pige, en fattig, eller andet. Den er skrevet om den pige, jeg kender allerbedst i hele verdenen.


Pigen
På den smukke sti går en høj ung pige.  Hendes hår er langt, men hun ønsker det meget længere. Håret er smukt glat, og helt mørkeblond. Hun har store sorte converse på hendes fødder.  En høj lyd, kommer inde fra byen, og hun kigger nysgerrigt omkring sig. Da hun kommer tættere på, kan man se hendes ansigt er fyldt med fregner. Hun skjuler dem ikke. Hendes fingre passe perfekt på et klaver. Hendes neglelak er afskallet. Hun er doven. Alle hendes venner & veninder synes hun ligner en bjørn. En sød bjørn.

Hun ser forvirret ud. Forvirret på verden. På livet. Forvirret på menneskerne omkring hende, både de gode & de dårlige. Jo længere hun går på stien, jo mere bliver hendes gang, en lille smule haltende. Hun sætter sig ned midt på stien. Hun er mærkelig. Hun trækker computeren op, og skriver et blogindlæg om alt omkring hende. Om hvorfor verdenen er så mærkelig. Om alt, om intet.
Hun rejser sig, og går videre so om hun ikke lige havde siddet på stien. Hun tager sin Iphone frem. Der er en kæmpe ridse i skærmen. Hun er klodset.

Hun ringer om til en. De snakker, pigerne snakker & griner som om de er alene i verdenen. Hun kalder den anden pige ”Schøtte”. Hun lægger på. De lød glade.
Hun kigger op mod solen, som skinner i hendes hår. Hun er smuk. Ikke perfekt, men smuk.
Pigen er beskrivende. Hun skrev dette.
-Maja



(føler mig lidt slesk idag)

En lille hyggelig oplevelse, og en masse skumfiduser.

Idag har jeg brugt dagen i København, og nu kunne jeg starte med at skrive en hel roman, om hvad jeg har lavet der. Jeg kunne også bare fortælle om det der har gjort indtryk, og det vil jeg gøre.

På strøget, og i Københavns gader, (synes jeg) er der lidt grimt. Vejarbejde, trafik, grimme små skilte, det hele er bare lidt trist.

Men når man så kommer ind i en lille hyggelig café, får noget fantastisk kakao fyldt med skumfiduser, forstår man pludselig hvorfor så mange elsker den by.
Stemningen. Jeg skal helt klart bo der når jeg bliver ældre.

Nogle hyggelige små billeder:

//Maja

Forstår du budskabet?

Forstår du budskabet?

Nå, nu ikke så mange sure miner. 

DET ER FERIE FOR SATAN:

//Maja

Er det tilfældigt, hvem der bliver hatet?

Er det tilfældigt, hvem der bliver hatet?
Og hvorfor bliver andre elsket af folk som de slet ikke kender?
--------
Det er ikke nogle nemme spørgsmål. Men ved hjælp af fornuften vil jeg svare således;

Er det tilfældigt, hvem der bliver hatet?
For det meste er det nemmest at hate på dem der skiller sig ud. De gør noget anderledes, og man ved at når man hater dem, har man flertallet med sig, fordi de er noget for sig selv.
Ofte føler man sig også truet af dem. De er stærkere end du selv er, fordi de går mod strømmen, og er sig selv. Og det er nemlig skide hårdt. Derfor skal de da lige hates lidt...
At du hater eller starter rygter, fortæller kun hvor svag en person du er.

Og hvorfor bliver andre elsket af folk som de slet ikke kender?
For det meste elsker man folk som allerede er elsket. Det vil sige de også er populære. Når man godt kan lide dem, ved man at der er mange folk der er enige i det. Det vil faktisk også sige, at man er for svag til at sige sin egen mening.


Lidt om mine erfaringer:
Min bedste veninde Clara, har fået lavet dreadlocks. Hvis du ikke ved hvad det er, kig tilbage i vores indlæg, hun har nemlig skrevet et om det. Hun er så meget sig selv, og det er noget af det jeg elsker hende så meget for. Ligesom alle andre mennesker, synes hun selfølgelig også det er hårdt, når nogle starter rygter, eller hater på hende, fordi hun går mod strømmen. Hvis man har gode venner/veninder, folk omkring som elsker èn, er hate ikke så slemt, som hvis man står alene. Men det vil aldrig være rart.

Nogle folk i den by jeg bor i, har startet rygter om at der er mider, i Clara's dreadlocks. Personerne er på min alder. Det er virkelig der jeg tænker, tilbage i børnehaven, for det er virkelig plat. Det er ikke engang fysisk muligt at der kan leve mider i hendes hår. Come on, altså.

Jeg bliver også hatet en del selv. Folk fra min parallelklasse, folk som slet ikke kender mig. Måske sidder personerne og læser dette nu, hvem ved. Jeg ved godt hvem der har startet rygter om mig, for rygter går jo rundt, det ender med at personen til sidst får det at vide selv. Men at blive hatet, tager jeg nu ikke så tungt, for jeg ved, der er masser af folk som elsker mig. Det er jo det vigtigste.
 (ikke at sige at jeg er 100 % ligeglad med hate, det er ingen jo!)

Men noget at det jeg elsker mest, er at ruske op i samfundet, komme med mine meninger, skrive tekster som denne, og mest af at, få folk til at huske, at have deres egne meninger, holdninger, og tilgange til livet. Få folk til at stoppe op, og tænke sig om, inden de går videre.

Tak fordi jeg måtte bruge jeres tid, jeg mener nu ikke den er spildt.

//Maja

KOM MED DEN GODE ENERGI, DET ER FUCKING EFTERÅRSFERIIIIIE!

Hvis du har brug for at være lidt trist, gå til http://www.rainymood.com/.. Siger ikke mere..

Indlæg nr. 70! Wuuuhuuuu!

Ja, så er vi nået de 70 indlæg!
Det har været fantastiskt at kunne blogge, skriver sine tanker, følelser, og andet ned, og vide at folk læser dem.
For det kan jeg! Jeg kan se hvilke indlæg i læser mest af, og hvornår, og hvordan i går ind på bloggen.
Det er dejligt! Ligesom jer! hihih

Jeg elsker jer, men mest af alt..

-Elsker jeg Clara.

Fandt lige det ældste billede overhovedet der er taget af os.. 1 år siden, sexy du ved.. Eller noget..


MUHHAHAUAHUAH SIGNE DU TROEDE VI HAVDE GLEMT DIG!

MEN NEJ! Vi elsker også dig utrolig højt, det ved du!
 (ja, og her er vi så endnu mere sexy, lang tid siden du ved)



HAV DET BEDSTE EFTERÅR NOGENSINDE!

"Nyd hvert et øjeblik, du får det aldrig igen."


//Maja

Ingen er perfekte. Heller ikke mig.

Intet mennesker i hele verdenen er perfekt. Uden fejl. Fejfri.
Nogen har selvfølgelig større problemer i livet end andre, men alle vil komme ud for modgang i livet.
Før eller senere.


Alle har ting som de kun siger til deres nærmeste. Eller i hvert fald, ting som ikke lige er det første man siger når man møder nye mennesker.
Jeg har arvet en sygdom fra min far. Nu når jeg sidder og skriver det, synes jeg det lyder meget voldsomt.
Nogle vil sige det er ret voldsomt. Men folk som kender mig ved, at det ikke er noget man tænker over i hverdagen.

Min sygdom hedder MHE, Multiple Hereditary Exostoses. Jeg kalder det ekstraknogler. Min krop laver ekstraknogler samtidig med at jeg vokser, og jeg har mange ca. 20-40 stk.

Igennem de sidste 5 år, har jeg fået 7 operationer. Nogle rigtig store. Andre rimelig små.
En af de værste følelser jeg kender til, er følelsen af at folk tror jeg pjækker.
For nej, jeg er ikke i god form. Men det er også svært. Lige nu, kan jeg løbe 0,5 km, inden jeg bliver træt i benet. Det er lidt træls. Men sådan er det.

Men der er også ting jeg har været heldige med. Jeg har altid haft perfekte tænder, perfekt syn, og aldrig været allergisk overfor noget. Sådan er vi jo sjovt nok forskellige :-)

Jeg har taget billeder hvor i kan se mine ekstraknogler, og hvor lidt man ligger mærke til dem.
De er jo indenunder huden, hihihiih.
Ekstraknoglerne er markeret med en Stjerne:

Vi er alle forskellige.

//Maja

Dybe tanker.

Døden.
Døden har aldrig været mig særlig tæt. Jeg har aldrig prøvet at miste nogen som var særlig tætte.
Men jeg har tænkt meget over, jeg er faktisk ikke særlig bange for at dø. For døden kan være der når som helst, og ingen ved hvornår den vil indtræffe. Det kan være om 2 minutter, 2 måneder, eller 50 år. Ingen ved det.

Idag gik jeg mig en tur. Faktisk var det for præcis 10 minutter siden. Som i kan regne ud, var det jo så mørkt, men også utrolig friskt og klart.
Jeg kiggede op, og himlen var prop fyldt med stjerner. Jeg følte mig helt utrolig lille.
(Det har jeg jo så også været!)
Men det fik mig til at tænke. På en måde betyder hvert enkelte menneskes liv jo ingenting. Ingenting.
Der er flere milliarder andre mennesker på jorden, så der sker jo ingenting hvis jorden mister en enkelt.
Eller nogle tusind. Eller for den sags skyld dem alle sammen. Så ville der bare være andre dyr, som overtage jorden. Og endda hvis hele jorden "døde", ville der ingenting ske, der er tusindhvis af andre planeter.

 På den måde er livet ligegyldigt. Som om vi mennesker bare lige hurtigt har fået chancen for at prøve at leve. Så nemt ville livet være uden følelser. Men med følelser kan vi mennesker komme til at tro, fx hvis vi føler os ensomme; "Åh, jeg har det så hårdt, Ingen kan lide mig, mit hår er grimt, osv.."

Men det er jo ligemeget. For hvad skal du bruge det til?
DIT liv er et splitsekund af jordens historie. Den er pænt ligeglad om dit hår er pænt. Den er faktisk ligeglad om du er her. Egentlig betyder du ingenting. Ingenting.

Men hvad er så vigtigt? Hvad betyder så noget?

Det spørgsmål har jeg tænkt en del over. For det er ikke helt ligetil, og det vil være forskelligt fra person til person. Men for mig, er det egentlig vigtigt at være glad. Og gøre andre glade. Have følelsen af at gøre mere gavn end unytte i verden.


Nogle gange får jeg den følelse, når jeg tænker på dybe tanker, at jeg svæver, ikke er, og er alt, og den varer kun få minutter. En kendt følelse som ikke alle får, men især store filosoffer også kender til. Jeg havde den da jeg startede med at skrive, men nu er den væk, så stopper nu. Egentlig er det meningen at jeg vil prøve at vække den følelse inde i jer. Virkede det?
Kun du ved det.

Tak fordi i gad lytte til mine tanker. Her nogle billeder som matcher teksten: