Kunsten i at gå 19,2 km med oppakning.

Igår skulle vi med klassen gå 19,2 km, med kilovis af oppakning.
Vi havde ondt i ryggen allerede da vi startede.
Vejret var heldigvis fint dvs, ikke for varmt, men heller ikke koldt. Vi var nød til at gå hurtigt, men alligevel faldt drengene meget tilbage, og endte med at være 3 km fra os andre. What ever, så fik de jo også en kortere pause. Vi holdte to stop på den lange tur, og var fuldstændig færdige.
Vores lærer sang, (næsten alle sangene var fra Ørkenes Sønner)
Og vi holdte modet oppe. Til sidst var det eneste vi sagde til hinanden: "Jeg kan altså ikke mere," "Jeg dør,"
eller "Jeg tror ikke jeg overlever!"
Det var virkelig, virkelig hårdt. Men faktisk også ret hyggeligt. Til sidst glemte man, hvor mange vabler man havde fået, hvor træt man var. Og tænkte bare på målet.

Da vi ankom, og smed vores tasker, var det som om man fløj fordi man jo så lige var blevet de, en del kilo lettere. End da man havde rygsækken på. Vi gik turen på 5 timer.

Vi lavede bål, var nede ved en sø, og lavede forskellige aktiviteter. Og om natten sov vi i shelters. En slags hytte, hvor den ene side er fjernet. Det var en vildt hyggelig tur, men jeg tror nu alligevel ikke det var noget jeg ville gøre hver dag. Altså det med at gå 19 km.

Man kom også til at tænke på, hvordan dem i Afrika har det. Dem som skal gå samme længde, med samme oppakning. Hver eneste dag. Sikke et liv.

Her er nogle billeder fra vores tur:

Vi gør klar..

Så er vi på vej. #Clara's frække taske.

Første stop.

Clara & Signe.

Omg.. Vi var døde..

Holder hovedet højt. Mig, Signe & Siglev.

Pause igen. #Happyface. Laura.

André døde lige..

Dejlige piger.

Køer.

Søen & Klassen.

Søen & Wang.

Søen.

Mathilde & Sofie.

Sofie og hendes frække ko-kæreste. HAHA



//Det kan lade sig gøre.




-GO WEEKEND!!

My life, Karoline #4

De næste par dage var frygtelige. Jeg havde det forfærdenligt. Som om Natalie har taget nogle kæmpe træsko, og trampet rundt i mit liv. Ødelagt alt. Alt hvad der var mit. Alt hvad jeg herskede over.
Alt. Bare alt.

Like'sen begyndte at dale lynhurtigt. Og snart var jeg ikke gudinden Karoline. Men Karoline. Bare Karoline.
Jeg begyndte at skære i mig selv. Følte ikke at jeg var værdig til at leve. Folk var alligevel ligeglade med mig.

Jeg sad for det meste bare alene. Helt alene, inde på mit værelse.
Hver dag foregik sådan. Jeg svarede ikke mine veninder. De stoppede med at skrive til mig.

Til sidst var jeg bare alene i et stort sort hul.

En dag, da jeg sad på facebook, som alligevel var ligegyldigt, ploppede en besked op. Woow, første gang i flere uger. Den var fra Natalie. Jeg overvejede først om jeg bare skulle ignorere det. Det var sikkert bare et eller andet hate, og det var i hvert fald det sidste jeg kunne magte lige nu.
 Alligevel åbnede jeg beskeden. For jeg var jo nysgerrig.

"Hey søde. Vi har aldrig fået talt så meget sammen, og du virker lidt trist for tiden. Er der noget jeg kan gøre? Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig. De andre i klassen siger at de slet ikke kan kende dig mere. Skriv okay? Har selv prøvet at begå selvmord engang. Men har ikke sagt det til så mange. Knus Nata."

Som om. Vred flød i mit blod. Som om hun ville hjælpe. Og som om jeg havde brug for hjælp. Hun var fandme bare ude på at få endnu flere likes. Idiot. Kælling. So. Jeg hadede hende. Afskyede hende. Hun var min fjende. Hun var dronningen med flere 100 likes. Jeg var tjenestepigen, hvis likes efterhånden var pinlige at sige højt. Jeg skulle forestille at følge efter hende. Gøre hvad hun sagde. Nej tak.

Titanic.

Titanic.

Titanic er sådan en fantastisk film. Måske er det mainstream, at skrive om den. Men den er også det værd. Titanic må aldrig nogensinde blive glemt. 

Clara har aldrig set Titanic. Men den er bestemt en af mine ynglingsfilm. Lige meget hvilke film du er til SKAL du se Titanic. Det er du nød til. 

I næste uge, indlægger jeg Clara til at se den. Hun vil helt sikkert elske den.

Får tårer i øjnene af at tænke på den.

Jeg siger bare. Hvis du har set The Notebook, og syntes den er sørgelig. Så er Titanic 10000000000 gange værre. Den er bare så fantastisk altså.

Du forstår kun dette, hvis du har set Titanic:

"If you jump, I jump" -Jack

Rose: Jack, I want you to draw me like one of your French girls. Wearing this... 

Jack: All right. 

Rose: Wearing *only* this. 

Listen, Rose. You’re gonna get out of here, you’re gonna go on and make lots of babies, and you’re gonna watch them grow. You’re gonna die an old… an old lady warm in her bed, but not here, not this night. Not like this, do you understand me?” -Jack

//Maja

Cover by Reason to Smile.

Mig og Clara spiller begge musik, og har derfor valgt at starte at spille musik sammen.
Clara spiller guitar og synger.
Jeg spiller klaver.
Tilsammen hedder vi Reason To Smile, lidt ligesom vores blog jo. ;-)

Her den anden dag, aftalte vi at spille og indspille "Pumped up Kicks" som er lavet af Foster the people.
Sangen er okay nem at spille, og det er en sang vi begge godt kan lide.

Vi brugte den første times tid på at indspille sangen på Clara's lillebror værelse, for der har han klaver.
Clara har købt en recorder, til omkring 800 kr, som er super god.
Bagefter startede vi på musivideo'en. Vi ville ikke lave en med en handling. Men en musikvideo der beskrev hvordan vi er.
Vi lavede en rød tråd igennem musikvideo'en med converse sko. Og så ellers bare en masse video'er af os selv.
Video'erne er optaget med Iphone og det tog ca. 1 time.

Vi lavede også lige et voldsomt stunt, hvor jeg skulle løfte Clara op, og svinge hende rundt. Men vi havde ikke talt sammen inden om hvordan vi ville gøre, og derfor misforstod vi hinanden. Det endte med at Clara væltede ned og jeg landede hårdt, med min røv, lige i hendes hoved.
Hendes bøjle knækkede, og hun fik næsten hjernerystelse.

Bagefter klippede vi det sammen og det tog også ca. 1 time.

Se hele video'en her:

http://www.youtube.com/watch?v=uUjys1WHcOU&feature=share

//Maja

My life, Karoline #3

Anden dag i skole. Ny pige i klassen. Jeg var spændt på at se hvordan hun så ud, bare hun ikke var pæn, og populær. En dag ville give mig konkurrence, det var det jeg frygtede.
Idag gjorde jeg mig ekstra lækker, den nye pige skulle vide at det var mig der bestemte her i klassen.
Hun skulle ikke være i tvivl.
Da jeg kom op i klassen stod alle pigerne i en ring om den nye pige.
Lige hvad jeg frygtede.

Da jeg kom hjem var jeg nervøs. Nervøs for at se hvor mange likes den nye pige havde. Hvpr populær hun var i forvejen. Hun hed Natalie. Den (nye) populære pige Natalie.
Jeg kiggede på hendes profilbillede. Rødt farvet hår. Spiser pizza, taget med et rigtig godt kamera. Se selv:

Irreterende flot. Irreterende mange likes. Jeg hadede hende. Afskyede hende. Jeg kiggede på hendes væg, den var fyldt med opslag fra dem fra klassen de skrev:
"Woow, hvor er jeg glad for at du kom ind i klassen, du er fantastisk!" eller

"Jeg er glad for at du idag er blevet min nye veninde! Håber vi får nogle fantastiske år sammen!"
og ikke mindst:
"Bare jeg var som dig, du er jo helt igennem perfekt."

Selv Thea skrev på hendes væg...
Det var nu eller aldrig. Nu jeg skulle bevise at jeg var bedre end den nye Natalie. Jeg  valgt derfor at ligge et nyt profilbillede ud af mig. Det skulle være perfekt. Jeg brugte de næste par timer, på at finde et perfekt billede, og kom frem til dette resultat:

Jeg synes selv det var rimelig godt. Jeg lagde det ind og sad og ventede på de kommende likes. Haha, nu kunne den nye Natalie rigtig se hvem der styrer! Jeg ventede 5 min. 2 likes... 10 minutter, 10 likes, 30 minutter, sølle 25 likes.... Jeg kunne godt ligge mig ned og græde. For grædefærdig det var jeg...
Og det var så også det jeg brugte de næste 2 timer på.....

Om Hate, haters og det at hate.

Her i vores generation har vi en del hate. På facebook, Formspring, og hvad der ellers er af ting og sager.
Der er forskellige former for hate. Men det er selfølgelig altid værst for personen det går ud over, altså personen som bliver hatet. 
Men det bliver endnu værre hvis man er sådan en person, som tænker at alle skal kunne lide én. Alting går lettere hvis man bare er sig selv, og er ligeglade med hvad folk tænker, selvom det til tider kan være svært. Og selvom det til tider kan være svært at lade være med at tænke over hvad folk tænker.
At blive hatet er jo ikke specielt rart. Men der kan være forskellige grunde til at folk hater en.

1. Personen som hater, kan være misundelig på dig, har dårlig selvtillid og derfor føler at du skal have noget modstand.

2. Du har såret personen på en eller anden måde, som får personen til at hate dig.

3. Måske er du vildt populær, og alle kan lide dig, og personen har brug for at give dig noget modstand, for at se om du kan klare det.

4. Du har måske en vildt irreterende attitude, som kan gøre at folk som ikke kender dig hater dig.


Der vil altid være haters. Det letteste er at lære at leve med hate. For folk bliver også trætte af at hate, hvis du alligeveler ligeglad.

Men hvis du ved at en person hater dig. Spørg ind til hvorfor vedkommende gør det.

Håber du kunne bruge det til noget.

//Maja

http://www.youtube.com/watch?v=pIoZ1bsILF8

Nogle tanker om likes..

Her på det sidste har jeg tænkt en del på det med likes. 
Hvad er det der får os til at slette et billede fordi der ikke er nok der liker?
Hvad er det der får os til at tro at folk med flere likes er sjovere, sejere, pænere, og bedre mennesker end folk uden likes?

Det er jo egentlig mega overfladisk at tro på de 3 øverste ting. Og ja svaret på alle tingene er, man gør det for at blive populær. Prøver at få så mange venner som muligt, som sikkert også gerne vil like ens ting. Prøver at være sammen med mennesker som også er populære for så selv, at blive endnu mere populær. Og få endnu flere likes.

Til sidst går hele livet pludselig ud på likes. Det handler ikke længere om hvordan personens personlighed er, men om hvor mange likes personen har.

Just saying. Pas på hvad du tror på, bare fordi alle andre gør. Sæt spørgsmålstegn til tingene. Og lær personen at kende. INDEN du kigger hvor mange likes personen har.

-Jeg siger ikke at alle folk er sådan her, men at der er en del unge der er sådan. Hvis du genkender nogle af tingene burde du måske stoppe op og tænke dig om. Hvorfor er det så vigtigt er være populær?
Er det ikke lige så vigtigt at have et godt forhold til folk som man rent faktisk kender, og elsker.




-Tak fordi i gad læste. Knus.
//Maja